Marius Jensen

Denne servitut gælder Thorsvej 2

Undertegnede ejer af ejendommen matr. nr. 16æ – 16ak Holløse by, Vejby sogn, gårdejer Marius Jensen, Holløse, begærer herved tinglyst som servitutstiftende på de nævnte 12 parceller følgende

DEKLARATION

a. Parcelkøberne og efterfølgende ejere er pligtig at være medlem af en grundejerforening, som vil blive stiftet på sælgerens foranledning

Grundejerforeningen vil have til opgave at vedligeholde veje med tilhørende rabatter samt opsætning og vedligeholdelse af vejskilte og i øvrigt varetage de fælles anliggender, som naturligt påhviler en grundejerforening.

Parcellerne er pligtig at betale bidrag til grundejerforeningen.

Grundejerforeningen er pligtig på sælgerens forlangende at tage skøde på vejene.

b. Der må på hver parcel kun opføres et beboelseshus med eventuelt tilhørende udhus og garage. Udhuset og/eller garage må ikke opføres før beboelseshuset.

Der må ikke anvendes brugte materialer til udvendige bygningssider.

c. Ingen bygning må opføres med større højde end 2,80 m regnet fra terræn til den linie, hvor ydervæg og tagflade mødes.

d. Ingen parcel må bebygges med mere end 120 m2 incl. eventuel garage m. v. og med mindre end 30 m2 excl. Garage m. v.

e. Der må ikke under nogen form drives erhvervsvirksomhed på parcellerne.

f. Alle parcelejerene er pligtige at være medlem af Vandværket Vænget og at udrede bidrag til dettes drift og betale de i henhold til vandværkets til enhver tid gældende love fastsatte tilslutningsafgifter, vandafgifter m. v.

g. Enhver parcelejer er pligtig at tilslutte offentlig kloaksystem, så snart hovedledning er ført frem og at udrede bidrag efter landvæsenskommissionens kendelse.

h. Til hver parcel indrettes mindst 2 bilparkeringspladser.

i. Parcelejerne er pligtig uden erstatning at tåle, at der i fornødent omfang anbringes master o.l. til fremføring af ledninger til udstykningsområdets forsyning af elektricitet

j. Påtaleret tilkommer Vejby-Tibirke sogneråd, grundejerforeningen og sælgeren så længe han bebor moderejendommen matr. nr. 16b m. fl. Holløse by, Vejby sogn.

Med hensyn til servitutter og andre byrder henvises til ejendommens blad i tingbogen.

Helsinge, den 12. sept. 1963

Marius Jensen, Holløselund, Vejby