Forårsbrev 2013

Forårs/sommer orientering.                                                          15/5 2013

Kære grundejere.

Siden generalforsamlingen i februar har bestyrelsen arbejdet med at realisere de vedtagne beslutninger:

Strandtrappen: Vi har opkrævet trappedelen af kontingentet således at vi er økonomisk forberedt, hvis vi får medhold i vores anke og vi kan bygge. Hvis vi ikke må bygge, refunderes denne del af kontingentet i 2014 opkrævningen. Vi er blevet stillet en afgørelse i udsigt i maj måned i år, men har dags dato ikke modtaget denne. Kommer tilladelsen senere end 1/6 er det meget vanskeligt at gennemføre et forsvarligt udbud + leverandørvalg + gennemførelse således at vi kan etablere og få glæde af trappen i år. 31/5 Afgørelsen er udskudt 3 - 4 måneder p.g.a. mange klagesager i ankenævnet. 

Nyt slidlag på dele af vort vejnet: I forbindelse med forberedelse og realisering af dette projekt vil bestyrelsen gerne takke tidligere formand Helge Skyum for uvurderlig frivillig asfalt-ekspert assistance omkring såvel vurdering af vejenes stand som teknisk specifikation og tilsagn om at forestå tilsynsarbejdet med arbejdets udførelse.

Bestyrelsen har endvidere for et meget beskedent honorar på kr. 5.000,- hos det rådgivende ingeniør firma Grontmij A/S fået uvurderlige råd og vejledning samt ud fra vore specifikationer fået udarbejdet et 156 siders udbudsmateriale, der er udsendt til 3 prækvalificerede leverandører. De tilbudte priser varierede med kr. 200.000,- og det billigste konditionsmæssige tilbud blev valgt.

Vi har tillige indgået aftale med Gribvand A/S, der ejer kloakkerne, om at de betaler for nye dæksler og forhøjelse af disse, en udgift på ca. kr. 180.000,- som ellers var en del af vort budget. Forhøjelse af stophanerne betaler vandværket Vænget. Ovenstående har sammen med et meget fordelagtigt tilbud fra den valgte leverandør af slidlaget, medført, at vi indenfor budgettet har råd til alle de ønskede ca. 6.000 m2 + et projekt til befæstelse af de hårdest belastede vejhjørner. Dette arbejde er endnu ikke specificeret i detaljer, men skal udføres før slidlaget lægges. Hjørnerne befæstes inden d. 1/9, og slidlaget lægges i uge 36. Dette arbejde tager ca. 2 dage og gennemføres indenfor tidsrummet 7-21 mandag til torsdag og 7-15 fredag. Kloakdækslerne udskiftes tillige inden 1/9.

Kort over de berørte veje kan ses nederst på siden. Slidlagsarbejdet der er beskrevet i TAG, kan revireres ved henvendelse til foreningen. Da vore veje visse steder er smalle, vil vi opfordre til, at I under arbejdets udførelse giver vor leverandør de bedst mulige arbejdsvilkår ved at begrænse trafikken og søge alternative ruter. Vi har som tidligere år valgt en relativ blød og dermed fleksibel belægning som egner sig til det relativt svage fundament vore veje er skabt med for mere end 50 år siden. Denne belægning hærder relativt langsomt, derfor opfordrer vi jer til at skåne den i det kommende efterår. Husk at I hæfter overfor foreningen for skader som I eller jeres gæster/leverandører påfører vore veje. De er IKKE skabt til tung trafik.

Øvrigt:

Den nedsatte gruppe, der skal konsekvensrette og gennemskrive vore love opfordres til at lave udkast i god tid, således at arbejdet kan bearbejdes i bestyrelsen og udsendes rettidigt før generalforsamlingen i feb. 2014.

Bestyrelsen ønsker alle en rigtig god sommer.