Helmer Petersen

Denne servitut gælder: Odinsvej 9 til 21 og 10 til 36
Mellemkæret: 5 til 11 og 4 til 16
(Jeg tager forbehold for fejl i numrene. Det er selvfølgelig den servitut der er tinglyst på ejendommen der gælder. Henning)
 

SERVITUTBESTEMMELSER

 

I anledning af at der er meddelt udstykningstilladelse til ejendommen matr. nr 12 d og 12 bt Vejby by og sogn, pålægger undertegnede NORDKYFA A/S ved ejendomsmægler Helmer Petersen, Rågeleje pr. Vejby ejendommen følgende servitutter: 

a.  Parcelkøberne og efterfølgende ejere er pligtige at være medlem af en grundejerforening, som vil blive stiftet på sælgernes foranledning. 
Grundejerforeningen vil have til opgave at vedligeholde veje med tilhørende rabatter og eventuelle fælles arealer samt opsætning og vedligeholdelse af vejskilte og i øvrigt varetage de fælles anliggender, som naturligt påhviler en grundejerforening. 
Parcelejerne er pligtig at betale bidrag til grundejerforeningen. 
Grundejerforeningen er pligtig på sælgerens forlangende at tage skøde på veje og eventuelle arealer. 

b. Når vejene er navngivne, er parcelejerne pligtig at lade kommunen opsætte husnumre for parcelejernes regning. 

c. Der må på hver parcel kun opføres et beboelseshus med eventuelt tilhørende udhus og garage. Udhuset og/eller garage må ikke opføres før beboelseshuset. 
Der må ikke anvendes brugte materialer til udvendige bygningssider. 
Enhver bygningsfacade skal fremtræde afsluttet og i farver efter jordskalaen (dæmpede). Ved facadedetaljer er dog også stærkere farver tilladt. 
Ingen form for erhvervsvirksomhed er tilladt. 

d. Ingen bygning må opføres med større højde end 2,80 m regnet fra terræn til den linie, hvor ydervæg og tagflade mødes. Til tagbeklædning må ikke anvendes metal (bølgeblik eller lign.). 

e. Ingen parcel må bebygges med mere end 120 kv.m. excl. eventuel garage m.v. og med mindre end 42 kv.m. excl. garage m.v. 

f. Parcellerne må kun hegnes med levende hegn. 
Ved terrasser eller læpladser på parcellerne må kun anbringes indtil i alt 10 løbende meter raftehegn o.l. af en højde af ikke over 1,80 m. 

Alle parcelejerne er pligtige at være medlem af Vejby Strands Vandværk og at udrede bidrag til dettes  drift og betale de i h.t. selskabets til enhver tid gældende love fastsatte afgifter. 

g. Alle parcelejerne er pligtig at overholde den for udstykningen udfærdigede af sundhedskommisionens godkendte spildevandsplan. 

i. Til hver parcel indrettes mindst 2 bilparkeringspladser, og enhver henstillen af motorkøretøjer på udstykningsvejene med tilhørende græsrabatter er forbudt. 
  
j. Parcelejerne er pligtig at tåle, at der i fornødent omfang anbringes master o.l. til fremføring af ledninger til udstykningsområdets forsyning med elektricitet. 

k. Påtaleret tilkommer Vejby - Tibirke sogneråd og grundsælgerne, sålænge ikke alle parceller er solgt 

Rågeleje, den 10. febr. 1965 
Helmer Petersen 
NORDKYFA A/S